Amrit postede billedet fra dette indlæg i går og det har skabt lidt debat i hendes kommentarfelt. Det har jeg tænkt lidt over… Jeg kan ikke helt gennemskue, hvor meget af kritikken, som går på mig og hvor meget der går på teksten på billedet. Men i hvert fald kan jeg sagtens sætte mig ind i teksten, og jeg læser den som humoristisk. Som det man bander foran spejlet, når man er træt af sig selv og godt ved, man lader det gå ud over andre. Jeg læser den ikke, som noget man siger højt, men som noget man tænker, når verden driller.
Det skylder 2 ting, når det er svært at svare på, hvad jeg skriver, hvordan jeg skriver, hvorfor jeg skriver og hvad min plan er med det på kort og langt sigt.
1) Jeg er i en fase, hvor jeg selv er i gang med at finde ud af alle de ting.
2) Der er noget med det der med at skrive. Jeg har haft mange jobs. Både lavpraktiske og mere eller mindre akademiske og dem har jeg sagtens kunne tale om. Men det der med skrivning, i hvert fald den skønlitterære skrivning, det er jo … alle klicheerne for pokker. Om hjerteblod og det inderste og alt det pladder. Jeg synes sgu også, at det er åndssvagt, men det føles bare privat. Det er bare følsomt. Og når noget er følsomt, så er det godt at have sine helte.
Kirsten Hammann hænger på min opslagstavle. Hun er min helt og det er godt at kunne blive boostet lidt af hende. Boostet og tænke, at hun er så pisse dygtig, har gået på Forfatterskolen, udgivet bøger, fået priser, rosende anmeldelser, har mange læsere og når hun kan blive usikker og bange og flippe lidt ud i sin dagbog – så er det ok, at jeg også bliver tiltet lidt af andres spørgsmål engang imellem.
Langt hen af vejen forstår jeg godt kritikken, især den der med, at karriere er det mest oplagte smalltalk-emne i verden, så den må man bare æde. Naturligvis stiller ingen den slags spørgsmål for at være flabede og der er grænser for, hvor nærtagende man kan være, hvis man har i sinde at agere i denne verden. Plus, hvis man ikke er i stand til at tale om den karriere, man har valgt, så bliver man nok aldrig Mrs. Hotshot i branchen. Faktisk bør drømmene nok udskiftes med noget, man er i stand til at tale om. Jeg øver mig i at tale om det. Både her og ude i virkeligheden. Og når jeg synes, det er svært og jeg tvivler på, om jeg kan finde ud af det, så skæver jeg til mine helte og bander indvendig sammen med dem.
