Madammen på nye eventyr

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte dette indlæg, så jeg springer bare lige ud i det:

Jeg har sagt mit job op. Fordi jeg vil skrive. Og være glad.
Jeg har været fornuftig hele mit liv og prøvet at være en del af trædemøllen, hvor man er pligtopfyldende og grundig og møder til tiden, spiser kage med sine kolleger og lever sit liv. Hver gang jeg er kommet ind i sådan en gænge, er jeg blevet ulykkelig.

Indrømmet, der har også været andre ting, som har spillet ind. Ting, som jeg egentlig gerne vil skrive om, men jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal gøre det uden at det hele kommer til at emme af selvmedlidenhed, så jeg venter lidt endnu. Jeg har nemlig haft rigtig ondt af mig selv og det har sgu også været synd for mig, men nu går det godt – og hvis tristheden af og til rammer mig, så er der desværre bare tale om gammel vane og frygt for det ukendte. Der er nemlig ikke længere grund til at være ked af.

Tilbage til sagen: Hver gang jeg er kommet ind i en almindelig hverdag, er jeg blevet ulykkelig og angst. Dan Turell skrev som bekendt digtet “Jeg holder af hverdagen”, men jeg så engang et interview med hans kone Chili, som fortalte, at det gjorde han overhovedet ikke. Han kunne slet ikke klare hverdagen med dens rudekuverter og krav om præcision. Dagligdagens rytme var ikke for ham, men han elskede andres hverdag. Han elskede at resten af verden kørte i en fast gænge. At han kunne regne med posten og skraldemanden og mælkemanden og kvartalsdrankeren og alle de andre mennesker på hans vej, som han kunne stille sit ur efter. Men han ville ikke selv være en del af det. Han ville iagttage og leve med livets hastighed – hvis vi skal blive i digtersprog.
I get that.

Jeg har bare ikke selv turde. Det er svært at forklare, men det er som om, at mit liv altid har været fyldt op med rod og derfor har der kun har været plads til sikre valg. Jeg har aldrig været modig. Jeg har været bange for livets yderpunkter, for jeg kendte kun til dem, som gør ondt. Når livet har skubbet mig ud af balance, har jeg hver gang reageret ved at kæmpe mig ind på midten, midt i mainstream, hvor alt virkede trygt. Nogle taler om, at “alting sker af en grund” og den slags køber jeg slet ikke, men hvis jeg gjorde, så ville jeg se således på livets skub:
Når livet har skubbet mig ud på det dybe, har det været fordi, at det er der jeg skal leve. Jeg har bare ikke selv været i stand til at se det og derfor har livet presset mig derud. Mening eller ej, nu har jeg i hvert fald skubbet mig selv.

Det sidste år er alting blevet vendt på hovedet. Først i en rædselsfuld retning, hvor jeg var udenfor indflydelse. Jeg mistede alt, hvad jeg ejede og måtte bygge hele mit liv op påny. Jeg har fået ny kæreste, nyt hjem med ham, jeg har givet mit job den midterste finger og det næste halve år er sat af til at skrive. Jeg tager et kursus, som udelukkende fokuserer på, at man skal blive en bedre forfatter. Ikke kommunikatør (er det et ord?), ikke journalist, ikke spindoktor, ikke copywriter, ikke blogger (ikke alt det fornuftige, som jeg normalt ville vælge) – men forfatter. Jeg skal blive bedre til at skrive. Skønlitterært. Jeg bruger det næste halve år til at lege med mine egne tekster, mit eget sprog. Jeg tog en preview i foråret for at se om det var noget og O Boy, O Boy: Det var noget!

Jeg ville egentlig have skrevet meget mere om det, men jeg er ikke tilhænger af for lange blogindlæg, så resten af historien, meningen og målet må komme i andre indlæg. Det korte og det lange er: Jeg er glad. Og for første gang nogen sinde vælger jeg selv at skubbe mit liv ud, hvor jeg ikke kan bunde. I like it!